Initiativerklæring

Pengskabelse tilbage til det offentlige

Roden til den nuværende bank- og statsgældskrise ligger i det monetære system, som det fremstår i dag. De finansielle årsager til krisen har en fælles monetær årsag: overdreven kreditoprettelse i systemet med fraktioneret ’reserve banking’. Dette fremmer uundgåeligt spekulationsbobler samt inflation og gældsætning hos mange af de involverede, ikke mindst hos staten og bankerne selv. Finans- og realøkonomi kan kun fungere på grundlag af en stabil og retfærdig pengeordning. Derfor går vi ind for

1. genoprettelse af statens forrettighed til pengeskabelse under centralbankens ansvar
2. stop for enhver form for pengeskabelse gennem bankerne
3. at bringe nye penge gældsfrit i omløb gennem offentlige udgifter.

Penge styrer verden – hvem styrer pengene?

Alle bruger penge som noget helt selvfølgeligt, men pengesystemets funktionsmåde forbliver et lige så tåget begreb som f.eks. ’fraktioneret reserve banking’ eller ’multipel penkeskabelse’. Og det er helt i bankernes interesse, som  fra de statslige centralbanker har tilranet sig beføjelse til pengeskabelse ved at kreditere 80-95 %  af alle betalingsmidler, som er i omløb, i form af anfordringsindskud på foliokonti. Alt efter hvilket land bringer de statslige centralbanker kun 5-20 % af pengemængden i omløb, i form af kontanter.

På det seneste har en stigende del af pengeskabelsen blot tjent finansielle transaktioner uden nogen nytteværdi for realøkonomien, men tværtimod til stor skade for samme. Aktiemarked og økonomiske konjunkturer bliver gennem bankernes egenmægtige pengeskabelse uforsvarligt drevet ud i ekstremer – vild overskridelse i højkonjunkturtider, alvorlig underforsyning af penge i en efterfølgende kriseperiode. Hvis bankerne selv bliver konkurstruede, er deres kunders indlån og opsparing i fare. Hvis staten så griber ind for at redde bankerne, vil bankernes tab blive videregivet til offentligheden, og regeringen privatiserer i realiteten bankernes overskud.

Bankerne agerer som individuelle selskaber. At overlade den for den brede offentlighed meget betydningsfulde opgave at skabe penge til bankerne er politisk set uacceptabelt. I et moderne samfund er pengeordningen en del af retsordningen og således et spørgsmål af forfatningsmæssig status.

Nationalisering af pengene, ikke af bankerne

Penge bør alene skabes af en uafhængig offentlig myndighed. I Den Europæiske Monetære Union tilfalder denne rolle Den Europæiske Centralbank og dennes nationale medlemsbanker. Disse skal være den fjerde magt i staten: den monetære magt, som supplement til den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Lige som sidstnævnte må den monetære magt være uafhængig og kun ansvarlig over for loven -, uafhængig af regeringers parlamenters appetit efter penge, men også uafhængig af krav fra banker og andre erhvervsinteresser. I en sådan pengeordning kan lokale komplementære valutaer og kooperative clearingsystemer danne sameksistens.

Den her påtænkte monetære reform er enkel: Tilgodehavender på anfordringskonti bliver erklæret for lovlige betalingsmidler analogt med mønter og sedler. Udelukkende de statslige centralbankers system – monetativet – er autoriseret til at skabe disse betalingsmidler. På denne måde sker der med de ikke-kontante penge i dag det samme som med pengesedlerne for hundrede år siden. Dengang blev privat udstedte pengesedler udfaset til fordel for offentlige pengesedler udstedt af centralbanken. I dag er det springende punkt i sagen at udskifte de gældstyngede, ustabile og usikre bankskabte anfordringstilgodehavender med statslige centralbanksedler – almindelige penge. Almindelige penge står for ’fuldgyldigt statsligt betalingsmiddel’. Den i dag kun delvist nationaliserede pengebasis (5-15 % mønter og sedler) ville således igen blive nationaliseret, dog ikke bankerne.

Regering og parlament ville  ikke have nogen indflydelse på den statslige centralbanks selvstændige beslutninger. Dog skal de skønsmæssige tilføjelser til pengemængden overføres rentefrit til regeringen, som bringer dem i omløb gennem offentlige udgifter. I  de seneste år drejede det sig i Den Europæiske Monetære Union om 200-400 milliarder euro årligt, deraf i Tyskland alene 50-100 milliarder. Dvs. 4-8 % af de samlede offentlige budgetter. Denne tilvækst af pengemængden var en overskridelse, men også en mindre sum ville stadig være rigtig mange penge, som de offentlige kasser går glip af.

Private og offentlige forretningsbanker kan inden for lovens rammer fortsat agere frit på finansmarkedet. Dog kan de ikke længere oprette ikke-fysiske penge ud af den blå luft, men udelukkende operere med de penge, de selv indtjener eller optager fra finansmarkedet eller fra kunder og som de således har kontant i kassen eller ikke-kontant på deres centralbankkonto.

At sætte en stopper for bankernes evne til at skabe anfordringsindskud kan opnås på en teknisk enkel og smidig måde: Kundernes løbende anfordringskonti ville blive undtaget  bankens balance og føres separat som et aktiv i kundens egen balance.

Et monetært system i almenhedens interesse

En sådan reform ville have fem store fordele:

For det første ville pengene være sikre også uden statsgaranti, da ikke-kontante pengetilgodehavender ikke ville forsvinde ved insolvens. Regering og offentlighed ville således ikke længere være prisgivet af bankernes overlevelse, som det er tilfældet i dag.

For det andet ville der blive sat grænser for bankernes konjunkturmedløbende over- og underforbrug af pengemængden. Det alt for billige pengebrændstof ville ikke længere være disponibelt for markedet til brug for spekulative udskejelser på kredit (gearing). Pengestrømmen ville være stabil, konjunktur- og børsforhold ville være mere moderate.

For det tredje ville centralbanken – i modsætning til bankernes nuværende infla­tio­nære pengeoprettelse – have fuldstændig kontrol over pengemængden og ville således være i stand til at forhindre spekulationsbobler og forbrugerprisinflation ved at styre pengemængden i overensstemmelse med det realøkonomiske potentiale.

For det fjerde ville det løbende overskud af pengeskabelse (seigniorage) fuldt ud komme statskassen til gode og ikke længere være en ufortjent profit for bankerne. En inflationsneutral vækst af pengemængden svarer til den forventede vækst af realøkonomien. Således svarer efter nuværende målestok 1-3 % økonomisk vækst i Tyskland til en vækst i pengemængden på 17-51 milliarder euro. 

For det femte – og for nuværende af særlig betydning – ville man få en absolut enestående lejlighed til væsentligt at nedbringe den trykkende statsgæld i løbet af nogle år – støjfrit og uden smertefulde indgreb. For med reformen afløser fuldgyldige penge, udstedt af den nationale centralbank, de nuværende bankskabte penge. I starten af 2013 drejede det sig i Tyskland om ikke-kontante midler på 1.481 milliarder euro. Det svarede på det tidspunkt til knap to tredjedele af den samlede statsgæld på 2.166 euro.

Forholdsregler som genindførelse af skat på finansielle transaktioner eller højere obligatoriske kapitalstødpuder i bankerne vil ikke være særlig effektive, så længe de monetære årsager til bank- og finanskrisen ikke er elimineret. Derfor er nu en strukturel respons nødvendig: overgang fra ikke-kontante til fuldgyldige penge og definitiv etablering af de statslige centralbanker som uafhængig fjerde magt i staten, den monetære magt.

Monetative e.V., Merseburger Str. 14, D – 10823 Berlin, www.monetative.de